Tilbage til oversigten
… And julehandel for all
Af Jens Nielsen; NRG nr. 18 d. 30-12-2002
På NRG elsker vi Iron Maiden. Men vi tugter også den, vi elsker. Og med baggrund i den aktuelle udgivelse af det 117. best of-album fra Maiden-kanten har vi valgt at åbne sluserne for en omgang sproglig spanking af Maiden-legenderne. Vi spørger, om der er gået ren julehandel og PR-stalinorgel i den? Så mens vi venter på det næste mesterlige studiealbum fra Iron Maiden, har vi valgt at svinge flækøksen. Læs videre, hvis du tør, for det kan blive bloddryppende.
Når kunsten tager sine udøvere og sine fans med op på skaberkraftens højeste tinder, har man fundet vej til den frigørende nødudgang, der fører bort fra 8-16-virkelighedens krinkelkrogede labyrint. Og mon ikke mangen en metal maniac for alvor har følt borgerlighedens spændetrøje sprænges i selskab med Iron Maiden? Frigørelsen kan have fundet sted i selskab med tusindvis af gjaldende stemmebånd i en atmosfærremættet koncerthal eller i en mere sluttet kreds bænket omkring hjemmestereoen eller måske i den mere eftertænksomme stund, hvor man har lagt sig på sofaen med høretelefonerne og virkelig udforsket den kompositoriske dybde og lyriske kompleksitet, der altid har kendetegnet Strengenes Herre i Iron Maiden.
Men på tidspunktet for nedskrivelsen af disse ord i november 2002 er det unægtelig svært at folde stemmebåndet i det respektindgydende toneleje, når talen falder på netop Iron Maiden. Årsagen hertil er, at i anledning af den tilstundende julehøjtids potentiale for overfyldte indkøbsvogne har Iron Maiden valgt at gøre blandt andre Westlife, Stevie Wonder og U2 følgeskab med udgivelsen af et best of-album lydende ”Edward The Great. The Greatest Hits”. Og minsandten om ikke hele herligheden bliver tv-annonceret i den helt store stil. Man hvad er der så galt i det?
Best of-overkill?
Som svar på det netop stillede spørgsmål kan man sige, at hvis best of-plader var en nyskabelse i Iron Maidens albumsortiment, kunne man lære at leve med Maidens kommercielle timing op til den altid økonomisk udbytterige højtid, hvor det storsmovsende forbrugssamfund står o fuldt flor, mens den dårlige samvittighed klares med en ulandskalender.
Men faktum er, at perioden 1993-2002 har budt på intet mindre end fire live-plader, en live-dvd og tre best of-plader fra Iron Maiden-lejren. Dette giver mildest talt anledning til at tænke den tanke, om ikke der er gået fuldstændig best of-overkill i den fra Maiden-legendernes side?
Her vil den venligtsindede læser naturligvis indvende, at det er i anledning af vokalikonet Bruce Dickinsons udtræden af gruppen var helt forsvarligt at udgive de tre live-plader ”A Real Live One”, ”A Real Dead One” og ”Live At Donington” i 1993 som en hyldest til Maestro Dickinson.
Ydermere kan den venligtsindede læser bringe det standpunkt til torvs, at det efter Bruce Dickinsons og Adrian Smiths genindtræden i Maiden var helt holdbart at udgive det kombinerede pc-spil og greatest hits-album ”Ed Hunter” i 1999. For noget skulle der vel på banen til at fejre Bruce Dickinsons genkomst som vokalindpisker og Adrian Smiths ditto som ekvilibristisk øksesvinger? Tilmed undfangedes den musikalske dimension af ”Ed Hunter” med folkets røst som fødselshjælper, idet ”Ed Hunter” indeholder de 20 numre, som fans på Maidens hjemmeside havde stemt ind som gruppens bedste kreationer nogensinde.
Og Endelig kan denne skriverkarls kyniske METALitet (nej, det er ikke en stavefejl, kære læser) vel for alvor lide skibbrud konfronteret med det argument, at når Maiden som afslutning på ”Brave New World”-turnéen spiller foran 250.000 ekstatiske brasilianere i Rio de Janeiro, er det vel en event, som ikke bør gå uoptaget hen hverken på cd eller på dvd.
Farverne på paletten
Alle disse argumenter er naturligvis relevante at inddrage i denne diskussion. Men tilbage står det sprængende spørgsmål: ”Hvad er en god greatest hits-plade?” Ingen besidder vel til fulde De Vises Sten omkring dette emne, men disse linjers forfatter vil efter fattig evne forsøge at gøre sig klog på spørgsmålet.
Overordnet kan man sige, at en greatest hits-plade, hvad enten den er live eller baseret på studieoptagelser, skal være et dokument over det pågældende orkesters karriere på udgivelsestidspunktet. Kort sagt skal en sådan udgivelse favne orkesterets kunstneriske rum og vis alle farverne på paletten. Med dette i mente fremstår Maidens Live-plade ”Live After Death” fra 1985 som en sand genialitet. Fra udgivelsen af det selvbetitlede debutalbum i 1980 til 1984-albummet ”Powerslave” gik Iron Maiden fra en undergrundsstatus til at blive et storsælgende og kunstnerisk formfuldendt heavy metal-orkester, der lagde kloden for sine fødder. Set i dette udviklingsperspektiv er det naturligvis fuldstændig forsvarligt at dokumentere en sådan æras live-dimension med en plade, hvor bandets præstationer er helt i top.
Men det er altså svært at finde samme rosende skudsmål frem om live-tretrinsraketten fra 1993, som så dagens lys i kølvandet på Bruce Dickinsons selvvalgte exit fra Maiden. Dels er bandets præstationer ikke i top på de tre ovennævnte live-plader. Ydermere er kvantitet ikke lig kvalitet, så tre live-plader på ét år er simpelthen helt ude på overdrevet. Så konklusionen lyder, at Bruce Dickinsons eftermæle ville have skinnet smukkere ved valget af en anden udgivelsespolitik end bare hermetisk rense ud i, hvad der nu fandtes af live-optagelser,
Sidste skud på stamtræet, hvad angår live-plader, er den helt aktuelle ”Rock In Rio”, der både kan erhverves på cd og dvd. Her er der tale om bundsolid kvalitet. For ud over kravene til, at sådanne skiver skal dokumentere en kunstnerisk fortid og nutid, er der naturligvis det kvalitetskrav, at man som cd-lytter eller dvd-sofabanger skal ærgre sig gul og grøn over, at man ikke var tilstede pågældende aften. Undertegnede var ikke blandt publikum hin mindeværdige aften i Rio, men såvel cd’en som dvd’en opfylder lytteren med den elektrificerende live-energi, som Iron Maiden måske bedre end nogen andre bands er leveringsdygtig i. Og som det sidste kvalitetsstempel ved ”Rock In Rio” skal nævnes de mesterlige numre fra ”Brave New World”. Et epos som ”Dream Of Mirrors” funkler lige så smukt som udødeligheden ”Hallowed Be Thy Name”, og det kranieknusende singlehit ”Wickerman” når de samme headbangerhøjder som koryfæerne ”2Minutos To Midnight” samt ”The Number Of The Beast”.
Blaze og julehandel
Heavy metal-historiens næststørste gåde lyder: ”Hvad fik Bruce Dickinson til at forlade Iron Maiden?” Den største gåde lyder imidlertid: ”Hvad fik de resterende Maiden-medlemmer til at vælge Blaze Bayley som hans afløser?” Denne ekskurs til gådernes univers fører naturligt frem til året 1996 og Maidens første best of-album med overvægt af studienumre. Som nævnt ovenfor er der tale om ”Best Of The Beast”, der så dagens lys året efter udgivelsen af ”The X Factor”, som udgjorde Blaze Bayleys jomfrurejse i front for Iron Maiden.
Lever pladen op til de krav, man med god ret kan stille til en best of-udgivelse? Svaret er et rungende ja. ”Best Of The Beast” indeholder 27 numre, der næsten komplet favner Iron Maidens karriere. Der er kæmpehits som ”Run To The Hills”, ”The Number Of The Beast” og ”The Trooper”. Der er monumentale eposer som “Phantom Of The Opera”, “Hallowed Be Thy Name” og “Rime Of The Ancient Mariner”. Og pladen dokumenterer ligeledes Maiden kunstneriske lavpunkter som “Holy Smoke”, “Bring Your Daughter To The Slaughter” samt den uhyre kompositorisk usammenhængende 11 minutter lange “Sign Of The Cross” med Blaze Bayley I en vokal “præstation”, som I hvert fald får undertegnede til at genoverveje sine kuldsejlede rockstjernedrømme en ekstra gang. For hvis Blaze-drengen får lov, skal vi vel alle sammen have en chance, ikke sandt?
Tilbage resterer så skudsmålene om ”Ed Hunter” og den spritnye julegave ”Edward The Great”. Om dem er der sådan set kun at sige, at de fuldstændig blegner i sammenligning med ”Best Of The Beast”. Dels er der det helt groteske i at udgive to yderligere best of-plader så kort tid efter ”Best Of The Beast”, og rent kunstnerisk kan de to seneste hak i revolverskæftet slet ikke leve op til den bredde., man må stille til opsamlingsplader fra et band med så lang en karriere som Iron Maiden.
Mens vi venter
På NRG ville vi gerne have haft et interview med Iron Maiden i forbindelse med hele denne diskussion, men ingen fra bandet var til disposition. Så denne artikel slutter, som den begyndte.
På NRG elsker vi Iron Maiden. Bandets betydning i musikhistorisk sammenhæng er noget nær ubeskrivelig. Iron Maiden har hærget hitlisterne verden over med den mere hitpotentielle sfære af bandets musikalske univers. Men Maiden har ligeledes stået fadder til noget af det mest kompositorisk komplekse musik, der nogensinde er skrevet, og som må få enhver musikkonservatorieuddannet skalaterper til at falde på knæ over det kunstneriske niveau.
Men vi tugter også den, vi elsker. Ovenstående ord er et resultat heraf. Iron Maiden lever stadig i bedste velgående og vil formentlig udgive sit 13. studiealbum i første halvdel af 2003. Hvis denne kreation når det 6-stjernede niveau, som kendetegnede ”Brave New World”, er der unægtelig noget at se frem til. Over and out herfra og glædelig jul til alle… også til Iron Maiden.
-Gengivet med tilladelse fra Jens Nielsen og Kennie Bendixen Deigaard, NRG.